KONCERT: Tirpitz-stillingen

By admin • Concerts • 21 Aug 2008

1. okt 2008 i Tirpitz-stillingen (bunker), der fungerer som krigsmuseum, og i øjeblikket danner ramme om en kunstudstilling.
Til koncerten bliver der spillet renæssance og barok-musik.

 

Lyt til sarte toner i rå beton

Tirpitz-bunkeren blev bygget til kanontorden, men det er anderledes sarte toner, der vil lyde, når bunkeren den 1. oktober bliver rammen om en koncert med barokmusik.

Skrevet af: Jan Elton / je@ugeavisen-varde.dk

 Koncerten i de utraditionelle omgivelser er blevet til i et samarbejde mellem Musik & Billedskolen og Varde Museum. Akademisk Arkitektforening støtter arrangementet med 10.000 kroner i forbindelse med Arkitekturens Dag. Ikke fordi bunkeren er et kønt bygningsværk, men fordi man på Arkitekturens Dag sætter fokus på “anderledes” arkitektur og nye måder at bruge bygninger på. 
Foruden musikken vil publikum kunne opleve kunstneren Kate Skjernings udsmykning af glaskuplen over kanonbrønden og en række portrætter og skulpturer, som hun udstiller i bygningsværket. 

Den sarte afdeling
– Akustikken i bunkeren er hård som i et badeværelse, og det har været bestemmende for musikvalget, fortæller musikskoleleder Hanne Grønlund. 
– Folk ville formentlig løbe skrigende bort, hvis vi havde valgt musik for messingblæsere. Vi er derfor gået over i den mere sarte afdeling med guitar, blokfløjte og sang. 
De medvirkende er Ditte Østergaard, blokfløjte, Henrik Gantzel, sang, og Kristian Nøhr, guitar. 
I forbindelse med koncerten vil Torben Vinge Christensen fra museet fortælle om Tirpitz-bunkeren og Hitlers Atlantvold. 
Det fælles arrangement skaber oplevelser på flere planer: Musik, kunst og historiefortælling. Og det er næppe sidste gang, musikskolen og museet går sammen om at skabe et fælles “produkt”, spår museumsdirektør Claus K. Jensen. 

Comments are closed.