En anden god metode til differentieret øvning er at øve højrehånden HELT seperat….

Her igen eksemplificeret ved Tarregas “Lagrima”:

(klik på billedet for stor udgave)

 

I en ren højrehånds-udgave bliver det til:

Det er samtidig meget vigtigt at få melodiens frasering med…

Som klassisk guitarist spiller man ofte, ligesom f.eks pianisterne, flere lag i musikken på een gang. Alt efter tidsperiode og genre, kan man som regel dele musikken op i flere lag. Det kunne være melodi og akkompagnement i et stykke Tarrega fra det romantiske repertoire, det kunne være flerstemmige satser fra renæssance eller barok etc.
Hvad der for mange pianister måske kan synes som en selvfølge, nemlig at øve hænderne seperat, eller at seperere hvert musikalske lag og øve det for sig, er for mange guitarister ingen selvfølge. Det skyldes at de enkelte lag er svære at adskille rent teknisk, i og med at det altid kræver begge hænder at spille bare een tone.

Men det kan lade sig gøre…….
Her eksemplificeret med Tarrega’s “Lagrima”

Først danner man sig et overblik over helheden og finder frem til en fingersætning….

(klik på billedet for stor størrelse)

Fra dette punkt skilles fårene fra bukkene. Mange vil nok spille det hele med, øve igen og igen, på gammeldags manér. I ved alle de “normale” ting.

Måske sniger nogen sig til at spille melodien alene, det siger ens lærer jo at man skal, så lad gå da, men som guitarist føles det nøgent og sårbart, kun at sidde med en enstemmig melodi…puha..

og selvfølgelig med vekslende støtteanslag og fornuftig venstrehåndsarbejde….
Desværre går der en vigtig ting tabt her…..den måde melodien blir spillet på ligner slet ikke den fra helheden….den måde ville nemlig se således ud…

og det er en helt anden snak. HVis det er første gang man spiller en melodi på denne måde opdager man måske at man har svært ved at frasere “pænt” med a-fingerne alene og med 4. finger alene i venstre, men det er her hele poniten træder frem, fordi det skal man naturligvis kunne…..Tænk på en-stemmige instrumenter, de laver ikke andet end at kæle for en tone ad gangen, tænke lange fraser osv….noget guitarister først bliver præsenteret for efter laaaaang tids undervisning. Og så oftest med en forkert fingesætning, som ikke er den samme som man reelt har brug for når man spiller de enkelte stykker.

Samme procedure kan gennemføres med bassen (ja og selfølgelig også akkompagnementet)….

Man kan øve både melodien og bassen hvor fingersætningen er lig den fra helheden. Og derefter kan man også øve de samme ting igen, men nu med FULD VENSTREHÅNDS PÅSÆTNING som om man spillede helheden.

Man kan med fordel øve på at spille de enkelte lag som om man var et en-stemmigt instrument, der ikke havde andet at tænke på. Mon ikke kvaliteten stiger…?